Ejendomsrettens ukrænkelighed

Ejendomsrettens ukrænkelighed

Ejendomsretten skal respekteres, også når der er tale om natur. Løsninger på naturområdet skal findes på frivillig basis sammen med de relevante lodsejere. Hvis det bliver nødvendigt at pålægge restriktioner, skal det være med fuld erstatning.

Rådighedsindskrænkninger uden kompensation – som fx overgangen til § 3-beskyttelse på tidligere brakarealer – er helt uacceptable og vil i sidste ende ofte betyde en forringelse af naturbeskyttelsen.

En optimal indsats på natur- og biodiversitetsområdet forudsætter opretholdelsen af et godt og tillidsfuldt aftaleklima mellem myndigheder og lodsejere.

Lodsejerne skal kunne stole på de aftaler, der indgås med det offentlige. Lovgivning i stil med naturbeskyttelseslovens anmeldeordning, som betyder, at lodsejere ikke kan genopdyrke jord med tidligere MVJ-aftaler i Natura 2000-områder på trods af tidligere tilsagn herom, kan vise sig at være ødelæggende for naturindsatsen fremover.

I den forbindelse er det helt afgørende, at der fra politisk side gøres op med det forhold, at landmænd, der gør en indsats for naturen, kan risikere, at der udvikles naturværdier på ejendommen, der kan ende med at blive pålagt yderligere restriktioner.

I regeringens naturpakke er der taget hul på dette – blandt andet ved at se på bedre mulighed for at udlægge erstatningsnatur samt revision af reglerne vedr. genopdyrkningsret. Der er dog en række bestemmelser, der pålægger lodsejere restriktioner uden rimelig kompensation – ikke mindst bestemmelserne om artsfredning og særligt beskyttede arter (bilag IV-arter).