Nyhed, 26.juni 2024

Grøn trepart, erhvervspakke og værdiredningsplaner

Hermed sæsonens sidste nyhedsbrev om grøn trepart, erhvervspakke og værdiredningsplaner.

Grøn trepart, erhvervspakke og værdiredningsplaner

Aftale om et Grønt Danmark

Mandag den 24. juni 2024 nåede treparten til enighed om en historisk aftale, der definerer de politiske rammer for den grønne omstilling af fødevareerhvervet, og som får indflydelse på Danmarkskortet i fremtiden. Aftalen samler for første gang i nyere tid en lang række parter på tværs af landbrug- og miljøområdet. 

Blandt de centrale elementer i aftalen er en lokalt forankret tilgang til arealforvaltning, en arealfond på ca. 40 milliarder kroner, en struktur for hurtigere godkendelse af flere virkemidler, en CO2e-afgift på landbruget, en ny tilgang til arbejdet med vandmiljø og mere skov, natur og biodiversitet. Derudover er der i aftalen et vigtigt fokus på blandt andet generationsskifte, konkurrenceevne og et internationalt udsyn. 

Når den politiske opbakning er faldet på plads, forventes aftalen at blive vedtaget i Folketinget i efteråret. 

Regeringen fremlægger forslag om en ny erhvervspakke

Torsdag den 19. juni 2024 fremlagde regeringen et forslag til en ny erhvervspakke, der skal styrke dansk erhvervsliv og understøtte familieejede virksomheder. Aftalen indeholder fire initiativer:

1) Nedsættelse af bo- og gaveafgiften fra 15 pct. til 10 pct. ved overdragelse af virksomheder til næste generation.

2) Skematisk model for værdiansættelse, som forbedrer vilkårene for værdiansættelse og overdragelse af virksomheder i forbindelse med generationsskifte.

3) Udvidelse af muligheden for skattemæssig succession ved udlejningsvirksomhed.

4) Højere fradrag for virksomheders F&U-omkostninger.

I Sektionen for Større Jordbrug er vi meget positive overfor disse initiativer, som samlet set bidrager til et billigere, nemmere og mere forudsigeligt generationsskifte, hvor flere værdier kan blive i virksomheden og bidrage til en sund overdragelse. 

Finansieringen af den nye erhvervspakke kommer fra råderummet og en sanering af erhvervsstøtten. 800 millioner kroner af skattelettelserne bliver finansieret gennem råderummet, mens den sidste milliard bliver finansieret gennem sanering af erhvervsstøtten, blandt andet ved at sløjfe en skatterabat på investeringer i computersoftware.

Det forventes, at udspillet forhandles inden sommerferien, og at en aftale formentlig ender med at være identisk med udspillet. 

Kulturministerens udmelding om værdiredningsplaner 

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) udtalte på et pressemøde ved Nationalmuseets magasiner i Vinge den 4. juni 2024, at der fremover skal laves værdiredningsplaner i tilfælde af brand i private ejendomme. Udtalelsen skete i lyset af Børsens brand den 16. april 2024. 

Sektionen for Større Jordbrug tager udmeldingen til efterretning, men vi er meget opmærksomme på, at udarbejdelsen af værdiredningsplaner skal foregå frivilligt og på ejers initiativ, og at vi ikke accepterer, at staten har krav på at få dem udleveret, herunder adgang til vores private hjem med henblik på fotografering eller registrering. Som det forholder sig nu, vil Slots- og Kulturstyrelsen række ud til private ejere og stille sig til rådighed til at hjælpe med at lave værdiredningsplaner. Sektionen følger dette arbejde nøje og agter at skride ind, hvis man politisk bevæger sig væk fra frivillighed og over i tvang. 

Der kan dog opfordres til, at man privat holder lister over værdigenstande, så man har de bedste forudsætninger for at redde værdigenstande. I kan orientere jer i denne vejledning udarbejdet af sikringsudvalget, der sekretariatsbetjenes af slots- og kulturstyrelsen: https://slks.dk/fileadmin/user_upload/0_SLKS/Dokumenter/Museer/Museernes_arbejdsopgaver/Vejledning_vaerdiredningsplan.pdf

Sommerhilsen

Slutteligt vil udvalget ønske sektionens medlemmer en rigtig skøn sommer efterfulgt af en frugtbar høst. Vi ser frem til et fortsat godt samarbejde i den kommende sæson, hvor man blandt andet kan se frem til et Ungeseminar i regi af Herregårdsudvalget.

Helle Reedtz-Thott
Formand, Sektionen for Større Jordbrug