Dialog med lodsejere

Respekt og inddragelse

Dialog med lodsejere – respekt og inddragelse

Det er helt afgørende for en succesfuld indsats for natur og biodiversitet, at den gennemføres i tæt dialog med lodsejerne. Forståelse, inddragelse skal være centrale hjørnesten i myndighedernes arbejde med naturbeskyttelse og i tilgangen til lodsejere, ligesom det er helt afgørende, at lodsejerne mødes med respekt for både ejendomsretten og for de øvrige aktiviteter på ejendommen.

Det er vigtigt, at der fx i forbindelse med forvaltningen af Natura 2000 områder eller andre større eller mindre planer og projekter, der involverer private ejendomme, allerede fra første planlægningsfase afsættes ressourcer til lodsejerinddragelse og facilitering. Det er samtidig afgørende, at der skelnes mellem ”lodsejerinddragelse” og ”interessentinddragelse” i øvrigt, da ejernes interesser altid bør være mere tungtvejende end andre interessentgruppers.

Der bør arbejdes hen imod en mere helhedsbaseret tilgang til naturforvaltningen, således at der kan samtænkes flere forskellige tiltag og formål i samme indsats. Samtidig er der behov for en øget grad af fleksibilitet fx i forbindelse med betalingsordninger, da mange lodsejere oplever at stå i en situation, hvor de evt. gerne vil gøre en indsats, men ikke oplever, at de eksisterende muligheder for at indgå aftaler med det offentlige er hverken relevante eller attraktive.

Dette vil i høj grad forudsætte, at der findes nationale midler til naturforvaltningsindsatsen, da EU-midler ofte vil være underlagt en række bestemmelser, der vanskeliggør eller forhindrer en sådan fleksibel og individuel tilgang.